♥♥♥♥♥

“Hvis der overhovedet er udveje i ‘ Pigedyr’, findes de ikke i handlingen, men i billedsproget, i sammenligningerne, som hos Cecilie Lind altid er uovertrufne.   Cecilie Lind har skrevet en radikal kritik af vores hunger efter lillepigen. ‘ Pigedyr’ er en både modig og kompleks roman, men ikke en bog, jeg har lyst til at læse igen.”

—Benedicte Gui de Thurah Huang, Politiken

“I Cecilie Linds fremragende roman Pigedyr indvies læseren i jegfortællerens pubertet, hvor hun selv både er dukke og dukkefører. Pigeliv skildret som en både grotesk og bedårende disciplin er et genkommende motiv i Cecilie Linds forfatterskab, der når et nyt højdepunkt med den foruroligende, uforudsigelige roman Pigedyr.

Pigedyr er en lolitafortælling fortalt fra det begærede næsten-barns perspektiv. Den excellerer skiftevis i svulstige sexscener, der flugter foruroligende godt med Nabokovs Humbert Humberts vrangforestillinger, og i knivskarpe nøgterne analyser af den begærsdynamik, der er på spil.”

—Lone Nikolajsen, Information

“Pigedyr er tydeligvis en roman skrevet af en digter. Billedsproget er opfindsomt, intensiteten holdes oppe hele vejen, og resultatet er en åndeløs læseoplevelse. 

Uanset, hvordan man vælger at læse romanen, så er den et vildt ridt, både morsom og modbydelig, men først og sidst en sproglig kraftudladning. Cecilie Linds pigedyr er en selvbevidst fortolkning af lolitafiguren, der nægter at modtage læserens medynk som offer for ældre mænds lyster eller som offer for sin spiseforstyrrelse. Tværtimod bærer Sara sig selv med aggressiv trods: Det jeg gør, det hedder ikke noget, det har ikke et navn, men det jeg kunne kalde det, det er: magtdemonstration. Overlevelse. Våben. Karakterstyrke. Det er englepraksis. Det er motherfucking soldat. Jeg har brug for vinger og muskler, for jeg vil til himlen, jeg vil til frelsen, jeg vil frem til Gud, og jeg vil have at Gud skal kneppe mig.

Denne attitude føles anstødelig og derfor også langt mere subversiv end traditionelle offerfortællinger, hvor hovedpersonen enten forliser eller overvinder sine dæmoner. Der findes ingen opbyggelig pædagogik, kun den faldne glitterengel der selv på sit laveste insisterer på at være »helgen, hedning. Uudholdelig.« Pigedyr er i sandhed en magtdemonstration.”

—Kasper Lyngholm Larsen, Vagant

“Lad mig da bare klapse værdidommen af fra start. I mine øjne er Cecilie Linds nye roman, Pigedyr - hendes niende udgivelse - forfatterskabets bedste. En bog, der bæres frem af en enormt sansestærk skrift.”

—Nickals Freisleben Lund, Wekendavisen

“Cecilie Linds roman “ Pigedyr” er en poetisk fortælling, fortalt i glimt. Det er en historie om at begære - og ikke mindst lade sig begære. Fremstille sig selv som den smukke dukke og iagttage menneskers begær folde sig ud foran én.”

—Femina

“I den forstand er Linds projekt at få os til at stille spørgsmål, før vi fælder domme: Hvad driver denne type pigeliv? Hvorfor er de ældre mænd dragende? Hvorfor er den undervægtige pigekrop attraktiv? Og hvad er bagsiden af medaljen ved at have hele sin identitet i det at blive begæret af den anden? Ved at rejse sådanne spørgsmål ender bogen i sidste ende som en litterær undersøgelse af den magt, der ligger i som ung, smuk og ikke mindst tynd (!) pige at blive genstand for granvoksne mænds begær.”

—Tobias Skiveren, Jyllandsposten

“Nu sætter Cecilie Lind ord på. Hun lader solidarisk ”pigedyret” have ret til sit eget begær, hvilket selvsagt ikke fritager nogen mænd fra deres ansvar.

Det er en fantastisk ubehagelig bog, der også er ubehagelig fantastisk, om livet som ung teenagepige med spirende seksualitet, det begærlige blik fra mænd og kontrollens tugtelse både inde- og udefra om at være smuk og tynd. ”Derfor er jeg en ting. Jeg er min egen dukke. Og jeg er hendes dukkefører”.

Pigedyr er på samme tid solidarisk med de unge pigers ret til at nyde deres orgasmer og en stærk kritik af alverdens begær efter dem”

—Bo Heimann, POV